Helsted Fremad styrker pigefodbolden

Et nyt pigesamarbejde i Helsted Fremad IF skal være med til at udvikle nuværende U13- og U14-fodboldpiger fra hele Randers-området og fastholde deres interesse for fodbold.
Helsted: Mere end 20 piger i alderen 12 til 14 år trodser fire fredage i februar og marts det kolde vejr, når de mødes til ekstra fodboldtræning på kunstgræsbanen i Helsted.
De 22 piger repræsenterer seks forskellige klubber fra hele området og er alle en del af et nyt pigesamarbejde, som Helsted Fremad IF har taget initiativ til.
Meningen med samarbejdet er at gøre det muligt for de bedste og mest motiverede U13- og U14-piger i Randers og omegn at træne sammen jævnligt.
- Vi vil gerne gøre en ekstra indsats for de piger, som virkelig vil fodbold. Pigesamarbejdet skal være med til at fastholde interessen og udvikle spillerne ved at matche dem med piger på samme niveau fra andre klubber, forklarer Thomas Petersen, som er ungdomsformand i Helsted Fremad IF.
Samarbejdet er stablet på benene med hjælp fra DBU og århusianske IF Lyseng, som har haft et lignende initiativ kørende i flere år.
Til den første samling var det derfor den tidligere landsholdsspiller Lisbet Kolding, som til daglig træner Lysengs U18 DM-hold, der dirigerede de lydhøre fodboldtalenter rundt på banen.
Ingen talentfiskeri
For Thomas Petersen er det vigtigt at understrege, at pigesamarbejdet ikke er sat i søen for at stjæle de omkringliggende klubbers bedste spillere.
Af den grund var de meget påpasselige i Helsted Fremad, da invitationerne blev sendt ud.
- Vi har kun inviteret klubber, der ligger mere end 15 km fra os. De andre klubber i Randers er selvfølgelig også velkommne i samarbejdet, men vi vil ikke træde nogen over tæerne. Pigerne får heller ikke lov til at deltage i træningerne, før deres egen klub har godkendt det.
En af de piger, der har fået lov til at deltage i træningen, er Marie, som til daglig spiller i Randers Freja. Hun havde selv hørt om pigesamarbejdet, og hendes klub var hurtig til at give grønt lys, da hun ville prøve det af.
I anledning af den første træning og den bidende kulde havde hun lokket sin far til at køre hende de tre kilometer nordvest på.
- Det er et rigtig godt initiativ, som vi gerne vil støtte op om. Marie spiller normalt i Randers Freja, og det bliver hun ved med. Men hun er vild med at spille fodbold og vil gerne være bedre, så det her er bare en mulighed for mere fodbold og ekstra træning, fortæller Maries far, Morten Olesen.
Drømmescenariet
Dagens træneransvarlig, Lisbet Kolding, havde strikket et forløb sammen, hvor pigerne blandt andet trænede finter, vendinger, afleveringer og afslutninger inden de til sidst spillede på to mål.
Udover den tidligere landsholdsspiller deltog Cecilie Christensen, som spiller på U18 DM-holdet i Lyseng, samt to spillere fra Vorup FBs damehold også i træningen.
De bød alle fire ind med gode råd og rettelser, alt imens pigerne sparkede og driblede sig gennem den ene øvelse efter den anden.
Stod det til ungdomsformand Thomas Petersen skulle de ekstra trænerkapaciteter ikke kun komme de talentfulde piger til gode.
- Drømmescenariet er, at trænerne fra de andre klubber også involverer sig og eksempelvis deltager i en station til træning. Jo flere vi er til at trække læsset desto bedre. Det er også en god mulighed for at dele inspiration og lære af hinanden på tværs af klubberne, lyder det håbefuldt fra Thomas Petersen.
Også socialt
I Helsted Fremad har de tidligere set mange piger miste interessen for fodbold, når de når 14-15 års alderen.
For at modvirke det slog klubben for et års tid siden flere årgange sammen, så pigerne spiller og træner på rene pigehold, hvor de tidligere trænede på blandede hold med drengene.
- Det giver et helt særligt sammenhold, når det kun er piger, der træner og spiller sammen. Det er nemlig ikke alle steder, det er en mulighed. Derfor skal pigesamarbejdet ikke kun være god træning, men også et godt socialt fællesskab, siger Thomas Petersen.
På sidelinjen hos forældrene kan de også se, at pigerne får noget andet ud af den rene pigetræning - både på og udenfor banen.
- De giver slip, tør mere og holder ikke igen her. Det er for eksempel nemmere at gå ned i en glidende tackling, når man ikke står overfor en dreng, hvor den fysiske forskel er større. De lærer også andre piger at kende med samme interesse, og det bliver sjovt for dem at mødes igen til stævner, vurderer Morten Olesen, far til Marie.