Ny børne- og ungdomskonsulent

Helsted Fremad I.F. byder velkommen til Thyge Sall der starter som børne- og ungdomskonsulent i klubben. Thyge skal være med til, at udvikle vores i forvejen gode klub. Han skal arbejde med, at gøre vilkårene bedre for både spillere og trænere ved organisering og strukturering af det sportslige arbejde i klubben.
Her fortæller Thyge lidt som sig selv. ”Jeg er 30 år og bor i Randers med min kæreste, der er gravid med vores søn, som vi glæder os til at møde i slutningen af april.
Jeg er uddannet bachelor og kandidat i Idræt fra Aalborg Universitet, som er en uddannelse, der har givet mig nogle værktøjer til, hvordan man bedst muligt udvikler, afvikler og evaluerer træning for vidt forskellige aldersgrupper og niveauer. På uddannelsen har jeg også haft stor fokus på, hvordan man kan udvikle idrætsforeninger. Gennem hele uddannelsen har fodboldområdet haft størstedelen af mit fokus. Jeg har selv erfaring med at være fodboldtræner fra diverse fodboldskoler, hvor jeg har haft forskellige aldersgrupper og er frivillig seniortræner i en anden lokal fodboldklub, hvor jeg også er blevet ansvarlig for den årlige fodboldskole. Herudover har jeg været med til at udvikle fodboldskoletema for DGI og har også siddet som koordinator for deres fodboldskoler i Østjylland.
Alt dette har givet mig nogle erfaringer og værktøjer, som jeg kan trække på i forbindelse med at hjælpe Helsted Fremad IF bedst muligt med at udvikle klubbens, i forvejen, gode ungdomsarbejde. Mit mål er at være med til at udvikle en rød tråd gennem alle årgangene i klubben og være en hjælp og støtte til de dygtige frivillige ungdomstrænere i klubben.
Jeg har spillet fodbold gennem det meste af mit liv, og nogle af jer har sikkert også set mig løbe rundt på banerne her i klubben i en grøn Helstedtrøje inden for de sidste par år.
Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og møde jer alle!”
Thyge kan kontaktes på thyge.sall@gmail.com eller 28496449