Helsteds U11-hold nappede sejren i U12-rækken til Brix Mini Cup

Auning-hallerne var i weekenden fyldt med en masse fodboldgale børn, der fredag til lørdag gav den gas til Brix Mini Cup.
Der var også en masse flotte grønne Helsted Fremad-trøjer i aktion. Et af de hold, der var afsted var U11-pigerne, der havde tilmeldt sig i U12-rækken. De var inden stævnet forståeligt nok lidt nervøse for at skulle spille imod nogle, der var ældre end dem selv.
Første kamp var imod NV Djurs, og man kunne tydeligt mærke nervøsiteten, men en hurtig 1-0-scoring til Helsted gjorde forskellen, og pigerne hev en 4-0-sejr i land.
Næste kamp var imod et af Helsteds U12-hold. Dette var en speciel kamp for pigerne, da de kender mange fra U12-truppen. Igen var det en hurtig 1-0-scoring, som gjorde at pigerne fik troen på det, og de vandt kampen 2-0.
De var nu videre til placeringsspillet om 1.- 3. pladsen. Her stod de overfor SIF Assentoft, som også havde vundet begge deres kampe i overbevisende stil, så vi vidste der skulle en stærk præstation til. Pigerne gav alt, hvad de havde og vandt flot kampen med 3-1.
“Finalen” skulle spilles imod et af de andre Helsted U12-hold og her måtte kampen bare ikke tabes med to mål, for så var førstepladsen i hus.
De tanker blev dog ikke nødvendige, for Helsted U11-piger vandt flot kampen 4-1, og så var sejren i Brix Mini Cup 2024 i hus.